Rikas sommer look – Wanderlust inspireret makeup og super glat hår

Rikas sommer look – Wanderlust inspireret makeup og super glat hår

Den nye Wanderlust kollektion er fuld af flotte farver, og det er også en trend man begynder at se mere og mere rundt omkring i verden, i forhold til både tøj, hår og makeup. Derfor har jeg lavet dette fine look, hvor der er masser af fokus på øjnene, og en fin og glødende hud. Se med her, hvor jeg guider dig igennem hvordan du selv kan skabe looket.

Makeup:

Da øjenskyggen er i fokus til dette look, startede jeg med øjenmakeuppen, så jeg ikke endte med at have “fall out” under øjnene. Først brugte jeg en primer på øjenlåget, da farven gerne skulle holde så længe som muligt, og så farverne virkelig kom til sin ret. Så startede jeg med en flot rød blush fra MAC, som jeg her har brugt som øjenskygge. Den lagde jeg i globelinjen, og blendede den god ud i kanterne. Jeg lagde også øjenskyggen på den yderste del af øjenlåget og sørgede for at holde den inderste del fri, da der skal lægges en lys skygge. Derefter brugte jeg en lys gylden øjenskygge med lidt glimmer, på den inderste del af øjenlåget, og tonede den ud mod den yderste del af øjenlåget, for at få en blød overgang mellem farverne. For at skabe lidt dybde, brugte jeg en mat mørkebrun farve helt yderst på øjenlåget, og sørgede igen for at blende den godt ud. Under øjnene brugte jeg igen den røde og den mørkebrune farve. Jeg lagde en tynd sort eyeliner tæt på vipperne over øjet, og tog så et godt lag mascara på. For at give øjenmakeuppen lidt ekstra, lagde jeg en beige glimmer i øjenkrogen.

Til basen sørgede jeg for at fugte huden godt, og påførte så en primer. Derefter gik jeg i gang med foundation og concealer, for at få en mere jævn hud. Så skyggede jeg kindbenene let ind med en bronzer, og brugte den samme blush som jeg brugte til øjenmakeuppen, til at give kinderne lidt farve. Til slut brugte jeg highlighter på kindbenene, næseryggen, amorbuen og lidt under brynet. Brynene fyldte jeg ind med en brynblyant fra Eylure. Til læberne brugte jeg en meget neutral farve fra Mac i farven Half ’n half, for at holde dem friske og naturlige.

Hår:

Til dette look valgte jeg at gå efter helt glat og glansfuldt hår. For at opnå dette, delte jeg håret op i sektioner og sprayede med Straight & Smooth Spray, som sørgede for at lægge de fleste babyhår ned. Derefter brugte jeg selvfølgelig Ruby Sunset styleren fra Wanderlust kollektionen, som matchede min øjenskygge, til at glatte hele håret. For at give håret lidt ekstra glans, sprayede jeg Final Shine Spray på en pladebørste, og redte håret igennem. Til sidst sprayede jeg lidt hårspray på håndfladerne, og fik lagt de sidste små babyhår ned.

 

2 Kommentarer

Post Kommentar